

Et arrangement som dette kan kun lade sig gøre ved en fantastisk frivillig indsats og støtte fra sponsorer.
Stor tak til alle der har bidraget, stået for mostning, klargjort festpladsen, stået i salgsboder, lavet kreativt hjørne for børn, sørget for kaffe/brød, stillet telte op, ordnet el, lavet middag lørdag aften, ryddet op og stille alt tilbage efter arrengementet……. Listen for opgaver der skal løses, aftales og koordineres, er nærmest uendelig. Uden denne indsats, uden engagement, uden godt humør og hjælpsomhed, kan det ikke lade sig gøre. Stor tak!!!
Vi fik mostet 10 tons æbler, samme niveau som sidste år. Og vi har allerede i år mostet i 16 t. æbler. Det er samme mængde som for hele 2022, og der er stadig nogle mostedage tilbage. Så 2023 bliver et nyt rekordår.
Vi havde 2.700 gæster, det er rigtig flot, vejret taget i betragtning. Andre festivaler i weekenden blev aflyst, men vi kunne gennemføre, sikkert og med godt humør. Vi kom lidt under sidste års rekord, men den skal vi nok komme efter fremadrettet.
I æbleuniverset udstillede vi 125 forskellige lokalt produceret æblesorter, som kommer enten fra Pometet, eller lokale avlere.
Der blev bedømt 32 forskellige cider i ciderkonkurrencen. Flere havde efter dommernes udsagn rigtig gode kommercielle potentialer.
Æbleuniverset, med specialister og forskere kunne fortælle og vejlede publikum om stort og småt. Podning, sygdomme, valg af sorter, jordbundens betydning, plantested… Alle spørgsmål kunne besvares. Det er helt specielt, at vi kan samle sådanne videnspersoner.
Vi kørte også foredrag, stort set konstant over weekendens to dage. Rigtig meget viden blev fordelt til salen, hvor alle pladser indimellem var helt besat.
Vi holder evalueringsmøde den 26/10 og får samlet op på alle de gode erfaringer der er gjort – og så begynder vi planlægning og forberedelse af æblefestivalen i 2024. Alle frivillige, aktører og gæster er velkomne til evalueringen.
Festivalen 2024 er datofastlagt til den 12. – 13. oktober 2024. Så allerede nu kan der sættes stort kryds i kalenderen.
Endnu engang, tak for en fantastisk indsats, tak for et fantastisk fremmøde og skønt med et sådant humør, dedikation og hjælpsomhed.
Fortsat god efterårsferie.
På bestyrelsens vegne
Claus V. Mikkelsen
Formand for Foreningen Rødding – æblets by i Salling